Pietro Zardini

Vi var i god tid, og besluttede os for, at spise frokost på en lille café i landsbyen San Pietro, blot få kilometer fra Pietro Zardinis vineri. Byen ligger i hjertet af Valpolicella Classico området, cirka 12 km fra Verona. Classico området udgøres af fem geografiske områder, nemlig områderne omkring Sant'Ambrogio di Valpolicella, Fumane, Marano, Negrar dalen og altså, hvor vi nu befandt os, San Pietro i Cariano-dalen Den yderst service mindede indehaver mente, at caféen havde Italiens bedste kaffe, det kan nu diskuteres. Da vi komplimenterede ham for hans flotte engelsk - vi tænkte han måtte være italiener pga. hans flydende italienske - svarede han: ”I speak English because I am English”.

Efter frokosten gik vi over gaden til byens mest interessante bygning; Kirken San Floriano. Kirken viser tydelige tegn på den Romerske periode i Valpolicella, om end den nuværende bygning er resultatet af en nødvendig rekonstruktion efter et stort jordskælv i det 11. århundrede. Den har en imponerende Tufa-facade (Tufa er en slags kalksten, der er meget almindelig i Italien) som stort set har været uændret gennem århundrederne. Kirken har et imponerende, romersk inspireret, indgangsparti og det tilstødende klokketårn bygget i Tufa og mursten er fuldstændig i overensstemmelse med stilen brugt i Verona området. Kirken er normalt åben og er absolut et besøg værd.

Vineri
Pietro Zardini er landbrugsuddannet med en specialisering inden for vinbrug. Han har arbejdet sammen med de bedste vinavlere (bl.a . med Giuseppe Quintarelli som nærmest rangerer som en guru i Amarone området) og det var derfor naturligt at Pietro overtog driften af familiens vingård i år 2000. Gården råder over cirka 7 ha. vinmarker.

Da Pietro overtog driften af gården, bar den endnu faderens navn Leone Zardini. Faren Leone er dog på ingen måder glemt. Dels har Pietro opkaldt vineriets bedste vin efter ham; Amarone della valpolicella riserva “Leone Zardini”, men også vingårdens etiketter ære faren.

I fem generationer har familien boet i den lille landsby San Floriano i kommunen San Pietro in Cariano. Her købte faren i 50'erne, en Landini traktor som han flittigt benyttede i egne vinmarker, men da det var den første traktor i hele området, blev den ligeledes velvilligt lånt ud til alle de omkringliggende vingårde.

Godt nok solgte Leone sin traktor i 90 'erne, men Pietro har nu købt den tilbage og den er nu blevet et kendetegne for Pietro Zardinis vine. Den er på de fleste af vineriets etiketter og den står fint udstillet på gården.

Altid når man smager Pietro Zardinis vine fornemmer man, den dybe forbindelse mellem fortid og nutid. Vine med stor harmoni, en varme der afbalanceres af en friskhed, måske en sjælden smag af mineralitet og ikke mindst den fine lette sødme.

Innovationen og den kontinuerlige udvikling på gården er enestående. Seneste initiativ er lagring af Amarone topvinen og Reciotoen på lerkrukker. Når man ser disse krukker første gang føler man sig henvist til den gamle Ægypten. Krukkerne ligner gamle ægyptiske amfora krukker. Nærmest et surrealistisk syn i disse moderne tider.

Ligeledes forsøger Pietro Zardini at gøre op med DOC reglerne forstået derhen, at han forsøger at producere endnu mere enestående vine (og spare lidt penge) ved at producere vine som er uden for DOC godkendelsens lidt snævre bånd. Præcist som det er kendt fra Super Toscanerne længere mod syd.

Og at der tale om enestående vine er uomtvisteligt. Vine med kvalitet som top Amaroner, men til langt lavere priser. Spørgsmålet er så blot, om vi som vinbrugere kan se bort fra, at der ikke står Ripasso eller Amarone på flasken men blot et navn og en tilhørende Igt klassifikation. I Toscana har de kunnet.